Synes godt om på Facebook
- og vær opdateret hele tiden

Transportministeren lyttede til bekymrede topledere


Transportminister Benny Engelbrecht fik et indblik i virksomhedernes hverdag og bekymring for fremtidens infrastruktur, da han forleden deltog i et videomøde med en række topledere fra nogle af landets allerstørste virksomheder.

Det virtuelle møde var arrangeret af Hærvejskomitéen, og ministeren stillede sig velvilligt til rådighed midt i en travl tid med præsentation af og forhandling om regeringens nye trafikudspil. Det var selvfølgelig også anledningen til mødet, der havde deltagelse af bl.a. topcheferne Anders Holck Poulsen, Bestseller, adm. direktør Jan Bøgh fra Jysk, adm. direktør Jan Hessellund fra Billund Lufthavn og kommunikationsdirektør Peter Trillingsgaard, Grundfos samt direktør Michael Svane, DI Transport.

De udtrykte alle en bekymring for fremtidens infrastruktur og opfordrede transportministeren og hans kolleger på tinge til at sætte det lange lys på i forhandlingerne.

“Hvis vi skal fortsætte med at investere i vores centrallager i Uldum, så er vores største bekymring fremtiden for vores transport,” fortalte Jan Bøgh fra Jysk.
Selskabet sender hvert 25.000 trailere ud fra lageret – og det samme antal ind – foruden 10.000 containere både ind og ud samt 600 medarbejdere.
“Vi har lagt lageret dér, fordi vi dengang syntes, der var en god infrastruktur. Men vi har dagligt medarbejdere, der sidder i kø på motorvejen med de frustrationer, det giver,” sagde Jysk-direktøren.

For Grundfos i Bjerringbro er situationen endnu mere kritisk:
“Vi vil gerne kvittere for, at vi får lidt lettere adgang til Aarhus med regeringens udspil, men Bjerringbro ligger jo langt væk fra god infrastruktur. Vi har 4.500 medarbejdere og en ret stor produktion ved vores hovedsæde, så vi skal hver dag have råvarer ind og færdigvarer ud,” påpegede Peter Trillingsgaard fra Grundfos.
“Men trængselsproblemerne på E45 gør det svært, og samtidig er Billund Lufthavn ret central for os. En Hærvejsmotorvej langs den jyske højderyg – der ideelt set starter helt oppe ved Aalborg – vil give os den logistik og fleksibilitet, vi mangler, så vi kan fastholde Bjerringbro som hovedsæde og tiltrække de medarbejdere, vi drømmer om.”

 

Fra Billund Airport pegede direktøren på, at man også er et stort knudepunkt for fragt:
“Vi har 38.000 lastbiler og varevogne forbi vores fragtcenter hvert år, og vi servicerer et meget stort område i det meste af Jylland. Så jeg er helt på linje med Grundfos i, at Hærvejsmotorvejen skal have det lige stræk op til Viborg – så servicerer vi bedst de virksomheder, der ligger den vej op,” sagde Jan Hessellund fra Billund Airport.

Også for den store Bestseller-koncern er lufthavnen afgørende:
“Vi er meget taknemmelige for investeringerne i E45, men vi må ikke glemme Billund – jeg er helt sikker på, at investeringer i fremtidig infrastruktur vil komme hele Danmark til gode,” sagde Anders Holck Poulsen, der foruden Bestseller er investor i en lang række andre virksomheder.

Ministeren udtrykte forståelse for specielt bekymringerne om varetransporten.
“Noget af det afgørende for forbindelserne i Jylland er jo at skabe bedre forbindelser for lastbiler, men man er jo også nødt til at kigge på økonomien. Og selv om den samlede linjeføring nogle steder lige kan snige sig op over grænsen for forrentning, så slipper vi jo ikke for at investere i E45. Det er første prioritet, og det var det jo sådan set også for den tidligere regering,” sagde Benny Engelbrecht.
“Kunne må så forestille sig en bedre forbindelse til Billund Lufthavn? Det ville ikke være umuligt for os at regne på det, hvis nogen kommer til forhandlingsbordet med dét. Det er klart, at det er helt andet økonomisk perspektiv at tage sådan et stykke fremfor hele den sydlige etape til ca. syv mia. kr.,” lød åbningen fra ministeren.

Jan Hessellund fra lufthavnen spurgte ind til hans fokus på den sydlige del:
“Du vil meget gerne konsekvent kun tale om Give-Haderslev, men ikke tale om hele projektet, der løber op i 5,4 pct. i ekstern rente?”

“Det ligger så langt ude i fremtiden, at det ikke giver så megen mening at tale om den nordlige del – det er jo nærmest spørgsmålet, om det bliver den eller Lynetteholmen, der er færdig først,” lød det med et glimt i øjet fra ministeren.

 

Hærvejskomitéens sekretariatschef Henrik Hansen, som også er direktør for ViborgEgnens Erhvervsråd gjorde ministeren opmærksom på, at der er danske arbejdspladser på spil.
“Jeg kan sige helt konkret i forhold til nogle Viborg-virksomheder, som er udenlandsk ejede, at de vil flytte, hvis der ikke kommer en plan. Så hvis I vil skabe vækst og udvikling over hele landet, så er nøglen infrastruktur og adgang til arbejdskraft – de to ting hænger jo også sammen. Mange virksomheder i mellemstørrelsen vil overveje at flytte, og der er også mange generationsskifter på vej. Set med Danmark i balance-øjne er det jo ikke godt,” advarede Henrik Hansen.

Den advarsel blev bakket op af Dansk Industri
“Jeg kan kun sige, at tilgængelighed – både nationalt og internationalt – er jo grunden til, at virksomheder lokaliserer sig og er konkurrencedygtige. Vi ved jo alle, at konkurrence lige så meget handler om at flytte investeringer udenfor landet. I fremtiden må vi ikke svigte det midtjyske område – det er her vi har en stor del af vores produktion, og derfor er det også indeholdt i vores investeringsplan,” sagde Michael Svane, der ser positivt på processen for Ny Midtjysk Motorvej – også for den nordlige del.
“Selvom der er længe til 2035, så vil der være et behov for at få regnet på de dele, og jeg vædder en middag på, at det bliver bragt op i forhandlingerne. Det er vigtigt at få kigget på, hvordan vi får fremtidssikret infrastrukturen.”

 

  • NYHEDER

Generalforsamling 11. marts i Billund

Hærvejskomitéen afholder sin årlige generalforsamling:

Mandag den 11. ma Læs mere


Nyhedsbrev med julehilsen

Så blev det tid for et nyhedsbrev med dagens offentliggørelse af forundersøgelse for eventuel udv Læs mere


Nyhedsbrev og julehilsen

Så blev det tid til nyhedsbrev igen - bl.a. med en varm velkomst til vores nye transportminister, r Læs mere