Optimistiske toner fra ordførere på generalforsamling

Ja – politikerne skal fremover prioritere rigtigt mange penge til „krudt og kugler‟ i den meget usikre geopolitiske verden, vi lever i. Men nej – det betyder ikke, at al investering i infrastruktur går i stå. Danmark har fortsat en stærk økonomi og en stærk politisk vilje til at investere i borgernes og virksomhedernes hverdag.

Sådan lød de optimistiske meldinger fra de to transportpolitiske ordførere, der deltog i Hærvejskomitéens generalforsamling 28. marts. Medlem af komitéens styregruppe, Michael Grosbøl, CEO og ejer af Mascot International A/S, var dagens vært i hans virksomheds elegante hovedsæde ved Pårup med udsigt til Silkeborg-motorvejen.

Generalforsamlingen var velbesøgt hos Mascot International A/S, hvor værten Michael Grosbøl, her ses forrest t.v.

 

I en overskuelig fremtid vil der også blive udsigt til bedre nord-syd forbindelser – udover den netop vedtagne linjeføring for etapen Løvel – Viborg – Klode Mølle, der foreløbig slutter få kilometer nord for virksomheden, mener de politiske ordførere.

„Danmark står jo et helt utroligt fantastisk sted i disse år, selvom vi geopolitisk har to idioter at forholde os til,‟ lød det bramfrit fra Danmarksdemokraternes transportordfører, MF Kenneth Fredslund, med slet skjult adresse til præsidenterne for de to traditionelle stormagter i øst og vest.

„Vi kan jo nærmest ikke grave os frem for penge her i Danmark – er det 600 milliarder i statsligt overskud de sidste fem år? Det er selvfølgelig både godt og ondt nu, hvor vi skal bruge mange penge på krudt og kugler. Men jeg mener, at der trods alt er muligheder for at finde nogle penge til infrastruktur – det handler jo om politisk vilje,‟ påpegede Kenneth Fredslund.

Både Danmarksdemokraterne og ordføreren personligt bakker varmt op om Hærvejsmotorvejen, selvom de kommende etaper af Hærvejsmotorvejen risikerer at gå lige igennem hans private ejendom nord for Give.

„Jeg kunne jo godt tænke mig, at vi blev en del af fremtidens infrastrukturforlig, men vi bakker også gerne op om en forlængelse af det eksisterende, selvom det så betyder, at vi stadig står udenfor det. Men vi vil arbejde meget konstruktivt for, at alle hullerne i projektet bliver sat ind i en plan, og vi får fundet noget finansiering – gerne allerede fra 2027,‟ lød det fra Kenneth Fredslund.

Socialdemokratiets transportordfører Thomas Jensen (t.v.) og transportordfører Kenneth Fredslund Petersen fra Danmarksdemokraterne.

 

Hans kollega på Christiansborg, Socialdemokratiets transportordfører Thomas Jensen, var helt på linje i sit syn på finansiering af de kommende etaper.

„Det er selvfølgelig vigtigt at håndtere de store geopolitiske emner, som verden ser ud nu, men vi skal også huske at fokusere på dét, der betyder noget for danskerne i hverdagen – det gælder bl.a. god infrastruktur. Vi skal bruge mange flere penge på forsvaret, men så længe økonomien har det så godt, har vi også en pæn økonomi til at holde de dagligdags ting i gang her i Danmark,‟ fastslog Thomas Jensen.

Derfor ser han generelt optimistisk på, at der også i fremtiden bliver råd til at investere i andet end forsvaret.

„Indtil videre har jeg ikke hørt noget om, at infrastrukturen skal lide under, at vi skal investere i andet også, og det går jo planmæssigt ret godt med udmøntning af IP35 (Infrastrukturplan 2035, red.). Der er ændret dét, at embedsfolkene skal være lidt skarpere på at finde besparelser i projekterne i ud fra dét, man oprindeligt havde håbet på at få med. Men det er stadig et supergodt projekt i dét, vi netop har besluttet fra Løvel til Klode Mølle, hvor også hensynet til mennesker og natur er opretholdt,‟ påpegede Thomas Jensen.

Han fremhævede og roste også den politiske rygrad og stabilitet, som generelt præger arbejdet med de store trafikinvesteringer.

„Der er enkelte projekter i IP35, der er blevet så meget dyrere, at vi har måttet finde penge andre steder fra. Så generelt er vi som transportpolitikere godt stillet, og vi står last og brast om IP35. Der blev jo givet og taget i det forlig – både for den kollektive trafik og for vejdelen – og derfor er det også vigtigt, at vi ikke begynder at botanisere i forliget og pille projekter ud. Der ligger en balance i den aftale,‟ understregede Thomas Jensen, som også pegede på værdien af langsigtede, stabile beslutninger.

„En af de rigtigt vigtige ting i IP35 var beslutningen om rullende planlægning, så planen ikke falder ved et Folketingsvalg, som vi så det i 2019. Vi skal kunne sige til erhvervsliv, borgere, kommuner og regioner, at man kan regne med det her – f.eks. når Michael skal investere for fremtiden i sin virksomhed her,‟ lød det med et nik til dagens vært.

Spørgsmålene fra salen til de to ordførere kredsede bl.a. om, hvordan man nu kommer videre med projektet, og hvilke faktorer, der kan påvirke i positiv og negativ retning. Begge ordførere valgte at se det positive i, at de nuværende, besluttede etaper lige nu ligger som „spredte klatter‟ på landkortet. Det gør de ud fra tanken om, at det dermed er sværere for politikerne at overse de åbenlyse huller i projektet.

„Min holdning er, at vi selvfølgelig skal have bygget Hærvejsmotorvejen færdig hele vejen fra Sønderup i nord til Haderslev i syd. Men vi var også enige om, at vi skulle starte i midten, for så er der god sandsynlighed for, at fremtidige beslutningstagere kan se lyset i at få forbundet enderne,‟ lød forklaringen fra Thomas Jensen.

„I første omgang skal vi have lukket hullet mellem Klode Mølle og Give og måske et stykke sydpå fra Billund. Og det ville være rigtigt godt at have et politisk beslutningsgrundlag på plads for denne strækning, når vi engang skal forhandle IP40, eller hvad den nu skal hedde.‟

Inden ordførernes indlæg havde projektleder Leif Hald Pedersen fra Vejdirektoratet gennemgået status og den videre proces for projektet. I den forbindelse blev projektlederen bl.a. spurgt, hvad det ville koste at analysere den manglende delstrækning mellem Klode Mølle og Give/Brande-området (alt efter linjeføring).

Svaret lød, at man muligvis ikke behøvede en fuld MKV-analyse (Miljøkonsekvensvurdering) for at tage en overordnet politisk beslutning i forbindelse med et nyt transportforlig.

„En egentlig MKV-analyse forældes i løbet af nogle år, og hvis man skal noget mellem Klode Mølle og Give eller Brande, skal materialet jo være godt nok til, at politikerne kan tage en principbeslutning. En sådan analyse kan måske laves for 15 mio. kr., mens en fuld MKV-analyse som et slag på tasken vil koste måske 60 mio. kr.,‟ lød vurderingen fra Leif Hald Pedersen.

Den formelle del af Hærvejskomitéens generalforsamling blev i vanlig stil gennemført uden de store revolutioner – og med knapt så store tal på tavlen.

Formand Jan Hessellund glædede sig i sin beretning – ligesom de politiske ordførere – over, at den økonomiske situation i Danmark – trods de mørke skyer over verdenssituationen – fortsat tegner lys.

 

„Vi har en fantastisk stærk økonomi herhjemme – og det må være dejligt at være finansminister, når man løbende kan finde nye penge i råderummet,‟ lød det med et glimt i øjet.

På den baggrund ser formanden også positivt på mulighederne for at finde finansiering til en eller flere af de manglende deletaper de kommende år.

„Vi skal holde os til, når politikerne skal genbesøge IP35-forliget – og når der måske skal omprioriteres – så vi hele tiden har en løbende, langsigtet plan for infrastrukturen. Så vi vil fortsat sørge for at holde Hærvejsmotorvejen på dagsordenen, og det har forskellige transportministre gennem årene jo også opfordret os til,‟ lød det fra Jan Hessellund.

Hærvejskomitéens nye sekretariatschef, erhvervsdirektør Karen Touborg fra Business Viborg, fremlagde regnskabet med et beskedent underskud på 6.000 kr. for 2024, der primært kan tilskrives investering i ny hjemmeside. Budgettet for 2025 blev vedtaget med uændrede kontingentsatser og en forventning om et mindre overskud. Planen er at holde krudtet tørt i 2025 og forberede en eventuel virksomhedskampagne, når det igen giver mening i det politiske billede.

Hakon Iversen, Dansk Industri

Generalforsamlingen kunne til sidst applaudere, at komitéens styregruppe nu styrkes med tre markante og kompetente profiler fra transportens verden:

Jesper Kronborg, Dansk Ervherv
Peter Therkelsen, H.P. Therkelsen A/S

Det drejer sig om Hakon Iversen, branchedirektør for Transport hos Dansk Industri, Jesper Kronborg, branchedirektør for Transport hos Dansk Erhverv samt adm. direktør Peter Therkelsen, H.P. Therkelsen A/S, hvis far, Mogens Therkelsen, i øvrigt tidligere har trukket et stort læs som mangeårigt medlem af styregruppen.