Om Hærvejskomitéen
Hærvejskomitéen er en frivillig sammenslutning af kommuner, regioner og politikere, virksomheder og andre interessenter i det private erhvervsliv, organisationer, vidensinstitutioner m.fl., der alle ønsker at arbejde konstruktivt, sagligt og fagligt for politisk beslutning om og anlæg af Ny Midtjysk Motorvej, også kendt som Hærvejsmotorvejen.
Den seriøse tilgang fra Hærvejskomitéens side har ført projektet fra “serviet-tegning” til politisk beslutning om anlæg af de første etaper på bare ti år. Det er faktisk enestående for Danmarkshistoriens største motorvejsprojekt.
I al beskedenhed nyder komitéen bred politisk respekt – både blandt tilhængere og modstandere af projektet – fordi vi altid arbejder sagligt og veldokumenteret med argumenterne. Hærvejskomitéen er selvfølgelig en interesseorganisation med et klart, politisk mål – kald os bare en asfaltlobby – men vi arbejder åbent og transparent, og vi fægter altid med åben pande.
Det kan vi gøre af et ærligt hjerte og med god samvittighed, for analyserne siger det klart og tydeligt:
Hærvejsmotorvejen er en god ide og en god forretning for hele det danske samfund.