Julehilsen fra formanden: Behov for at se fremad!

2024 blev endnu et begivenhedsrigt år for Hærvejskomitéen og vores arbejde for ny luft og fremtidssikring til Jyllands-Korridoren.

Tiden går, og det er nu mere end 13 år siden, komitéen blev dannet ved et stiftende møde hos LEGO. Derfor var det en ekstra stor glæde, at LEGO blev vært for dette års generalforsamling og samtidig understregede koncernens fortsatte og stærke opbakning til vores projekt – mange tak for det!

På samme generalforsamling måtte vi desværre også holde en lille mindestund for en af sagens stærke støtter, Konservatives alt for tidligt afdøde formand Søren Pape Poulsen, som var blandt medstifterne af komitéen og en varm fortaler for Hærvejsmotorvejen. Æret være hans minde.Mere glædeligt var det i september, hvor Vejdirektoratets MKV-analyse for den nordlige deletape Løvel-Viborg-Klode Mølle blev offentliggjort efter mere end to års grundigt forarbejde.

Analysen bekræfter endnu en gang, at Ny Midtjysk Motorvej kan gennemføres miljø- og naturmæssigt forsvarligt, og Vejdirektoratet understreger samtidig en vigtig pointe for de økonomiske beregninger: Samfundsgevinsten skal ses i en større sammenhæng for hele Hærvejsmotorvejen fra nord til syd og skal ikke vurderes for denne isolerede deletape alene.

Alt andet er useriøst. Aanalysen henviser da også til, at Vejdirektoratets tidligere beregninger af hele strækningen fra Haderslev i syd til Hobro/Sønderup i nord, viser en flot samfundsrente på helt op til 5,4 pct. for de mest optimale linjeføringer.

De mange tal og analyser kan fortsat koges ned til én enkel kendsgerning: Hærvejsmotorvejen er en rigtig god forretning for hele det danske samfund. Derfor skal vi også hurtigst muligt videre med projektet – i første omgang med politisk vedtagelse af anlægslov for de første to deletaper.

Der foreligger jo allerede en meget bred politisk aftale som en del af Infrastrukturplan 2035 om anlæg af ny firesporet motorvej på strækningerne Løvel-Klode Mølle samt Give-Billund, og selve den tekniske og politiske proces med anlægslov for de to strækninger ventes fuldført i løbet af det nye år.Samtidig er det meget vigtigt, at politikerne beholder det lange lys på og kigger frem mod de næste skridt: MKV-analyse for de resterende deletaper og lukning af “hullerne” i projektet. I første omgang er det oplagt at få bundet de to deletaper sammen på strækningen fra Klode Mølle til Give og komme videre med projektet fra Billund og sydpå med kobling til motorvej E20 og E45.

Der er ingen tid at spilde. Danmark har ganske enkelt ikke råd til at lade være!

Det vil vi fra Hærvejskomitéens side fortsætte med at minde politikerne om i både det nye og i de kommende år, hvor vi bl.a. vil sætte yderligere fokus på virksomhedernes forhold og behov for stabil og konkurrencedygtig infrastruktur.
Og vi vil arbejde på samme måde, som vi har gjort lige siden stiftelsen i 2011: Fagligt, sagligt og seriøst.

 

Vi ønsker alle en rigtig Glædelig Jul
samt et trafiksikkert og Godt Nytår!

Med venlig hilsen
Jan Hessellund
Formand for Hærvejskomitéen