Vejdirektoratet har netop sendt delstrækningen Give-Billund i en supplerende og afsluttende høring efter nogle ændringer i tilslutningsanlæg på strækningen. Denne deletape er politisk besluttet og bevilget som en del af det store trafikforlig bag Infrastrukturplan 2035.
I løbet af høringsprocessen har bl.a. Vejle Kommune og Billund Lufthavn foreslået nogle ændringer af tilslutningsanlæggene ved Give og Billund. På den baggrund kommer projektet nu i supplerende høring, hvor fristen for at indsende høringssvar er 28. april 2025.
Helt konkret handler ændringerne om, at det etableres tilslutningsanlæg ved Tykhøjetvej lige syd for Give for bedre betjening af Give-området og dets virksomheder i stedet for tilslutning ved Bredsten Landevej længere mod syd.
Nord for Billund flyttes tilslutningen til Lufthavnsvej længere mod øst, og denne tilslutning forgrener sig i en ekstra vejtilslutning til Billund Lufthavn. Desuden bliver der en let ændret linjeføring ved Båstlund Krat nordvest for Billund af hensyn til nogle fortidsminder i området.
„Det drejer sig faktisk om to oprindelige hjulspor fra den gamle Hærvej, men vi har også nogle birkemus at tage hensyn til i området,‟ oplyste projektleder Leif Hald Pedersen på Hærvejskomitéens generalforsamling 28. marts hos Mascot International A/S.
Her gav han tilhørerne en teknisk gennemgang af processen med MKV-analyser – miljøkonsekvensvurdering – samt en status for projektet og det videre forløb for de to vedtagne delstrækninger Give-Billund samt Løvel-Viborg-Klode Mølle.
Efter den nylige politiske beslutning om linjeføring vest om Viborg har politikerne nu givet grønt lys for fremrykket ekspropriation for berørte lodsejere allerede i 2025.

„Det har stor betydning for borgere, som af den eller anden grund har brug for at sælge deres ejendom hurtigt,‟ understregede Leif Hald Pedersen, som generelt ser positivt på at holde tidsplanen med færdiggørelse af begge deletaper i 2032.
„Forligskredsen skal tage den endelige beslutning inden sommerferien, og så bliver der fremlagt anlægslov for begge etaper i efteråret. Jeg håber, strækningerne er klar til indvielse i 2032 som planlagt, men det kan være, at udfordringerne med birkemus koster et år mere,‟ uddybede projektchefen.
I det videre forløb har man nu også rent vejteknisk helgarderet sig til de fremtidige politiske beslutninger, der måtte komme for eksempelvis „hullet‟ mellem Klode Mølle og Give. Ved Give bliver tilslutningsanlægget til den eksisterende motorvej Rute 18 udformet, så Hærvejsmotorvejen enten kan forsætte ‚ligeud‛ længere nordpå eller eventuelt føres et stykke ad Rute 18.
„Vi har nu en løsning ved motorvejskryds Give, som er fleksibel i forhold til den fremtidige løsning. Nu behøver vi ikke nødvendigvis koble linjeføringen nordpå lige her – det kan eventuelt også være omkring Brande, hvis politikerne skulle foretrække dét,‟ forklarede Leif Hald Pedersen.
Find mere information hos Vejdirektoratet
