Synes godt om på Facebook
- og vær opdateret hele tiden

Sommerhilsen med appel fra formanden: Stå sammen og tal med én stemme!


Valget er vel overstået, et helt nyt Folketing og den nye regering er på plads, og sommerferien er snart over os.

Men hverken politikerne eller vi andre støtter af Hærvejskomitéen bør lægge arbejdstøjet alt for langt væk, for vi har et spændende og afgørende efterår i vente.

Vi noterer os, at ny midtjysk motorvej har en central placering i forslagene til nye infrastrukturplaner fra både Socialdemokratiet og den tidligere regering. Desuden kan vi alle sammen glæde os over, at alle betydende partier taler for at vende tilbage til den gode tradition for brede, langsigtede forlig på transportområdet.

Om kort tid offentliggør Vejdirektoratet resultatet af det omfattende arbejde med VVM-undersøgelse for første etape Give-Haderslev og forundersøgelse for strækningen Give-Hobro. Analyserne har været omkring to år undervejs, og ja – det er lang tid. Men det er også nødvendigt, når der skal laves grundigt og seriøst forarbejde til så store beslutninger som ny midtjysk motorvej.

Af respekt for Vejdirektoratets arbejde og i tråd med komitéens saglige indstilling, har vi ikke luftet andre holdninger til linjeføringen end det enkle og logiske ønske: Den bedste vej må vinde!

Og hvad er så den bedste vej? Det afhænger jo af rigtigt mange faktorer, og her har vi tillid til, at politikerne vil tage de nationale briller på og kigge overordnet på den bedste løsning for Jyllands-Korridoren.

Mange gode kræfter har meldt sig i koret med ønsker til linjeføring, og det er selvfølgelig helt legitimt at arbejde for lokale interesser. Men det er alt for tidligt at flå i skindet – længe før bjørnen er skudt…

Ny midtjysk motorvej er ikke et lokalt eller regionalt projekt – medmindre vi gør den til netop dét. Så risikerer vi nemlig at ende med en halv løsning, hvor projektet ikke gennemføres fuldt ud. Det ville være begrædeligt og langtfra give den aflastning af E45, og de gode forbindelser til hele Vestdanmarks internationale lufthavn, som er formålet bag Hærvejskomitéen. Der er stærkt presserende behov for mere stabil infrastruktur til både pendlere og erhvervsliv i det jyske industribælte, hvor en mere pålidelig og direkte vej for den vitale vareeksport skal sikre global konkurrenceevne.

Det nye Folketing står med en kilometerlang ønskeliste over nye infrastrukturprojekter. Og selvom ny midtjysk motorvej står rigtigt stærkt i det spil – både når det gælder samfundsøkonomi og bred, politisk opbakning – så er der stadig rigtig lang vej i mål. Og hver eneste sprække i enigheden vil blive påpeget og udnyttet af alle dem, der har andre interesser.

Derfor vil jeg gerne rette en kraftig appel til alle, som ønsker den rigtige og hele, fremtidssikrede løsning for Jyllands-Korridoren: Stå sammen og bak om den stærke, fælles appel med én stemme! Det er den enighed, der giver genlyd på Christiansborg. Og det er dén samlede stemme, der hidtil har bragt os så langt.

Nu får vi snart flere facts på bordet, og så må de overordnede, landspolitiske interesser udpege retningen for to vigtige afgørelser.

Dels, at vi får besluttet næste skridt: VVM-undersøgelse af de næste etaper for hele den fremtidssikrede løsning hele vejen fra nord til syd. Og dels den politiske beslutning om linjeføring, hvor den bedste vej må vinde.

Jeg ønsker en god og trafiksikker sommer til alle!

Poul Andersen
Formand for Hærvejskomitéen

 

  • NYHEDER

Nyhedsbrev med sommerhilsen

Missede du vores nyhedsbrev? Så læs det her og tilmeld dig via link i nyhedsbrevet, hvor du kan l Læs mere


8,3 mio. timer kan spares – per år!

8 millioner og 300.000 timer - hvert eneste år! Det er jo en slat, og det er, hvad trafikanterne k Læs mere


Nyhedsbrev bl.a. om virksomhedskampagne

Så blev det tid for nyhedsbrev fra Hærvejskomitéen igen. Læs om: Transportkonferencen Conn Læs mere