Synes godt om på Facebook
- og vær opdateret hele tiden

Ny transportminister ser meget positivt på gevinster ved Hærvejsmotorvejen


PRESSEMEDDELELSE – 29. marts 2022
Transportminister Trine Bramsen roser arbejdet for Hærvejsmotorvejen med opfordring til at fortsætte det saglige pres – arbejdet for at lukke resterende huller i projektet fortsætter efter sidste års trafikforlig – trafik på Vejle Fjord-broen er igen på kritisk niveau efter corona og kræver en langsigtet løsning  – Hærvejskomitéen vælger ny stærk holdopstilling på generalforsamling

Download pressemeddelelse i Word-format
Download foto af transportministeren på generalforsamling

Hærvejskomitéen, der arbejder for anlæg af Ny Midtjysk Motorvej, havde på sin generalforsamling 28. marts i Silkeborg besøg af transportminister Trine Bramsen, der ser meget positivt på projektet og komitéens arbejde.
“I fortjener ros for vedholdenhed og sagligt arbejde for Hærvejsmotorvejen. Bliv ved med at bruge den energi, for vi ved jo, at modstanderne af et projekt altid har meget mere taletid i offentligheden end de saglige argumenter. Derfor er det vigtigt, at I holder øjnene på bolden,” lød rådet fra Trine Bramsen til generalforsamlingen.

“Jeg er også lydhør overfor yderligere ønsker i forbindelse med det transportforliget, selvom jeg selvfølgelig ikke har alle mandaterne selv. Men der er ikke noget, vi ikke kan tale om, og jeg synes også, vi har en fælles opgave med at synliggøre, hvad resultaterne af sådan et projekt kan gøre ved folks hverdag. Det gælder om at stå sammen på tværs af partiskel, for det handler om borgerne og erhvervslivet – og jo flere stemmer, der taler i Folketinget, desto bedre,” lød det fra transportministeren.

Venstres transportordfører Kristian Pihl Lorentzen (tv.), transportminister Trine Bramsen og formand for Hærvejskomitéen, adm. direktør Jan Hessellund, Billund Lufthavn.

Download foto

Trine Bramsen henviste også til sin egne erfaringer med trafikal infrastruktur.
“Modstandere har ofte en ekstra stemme, og det kan være svært at tale for mobilitet. Men jeg er selv fynbo og ved, hvor meget mobilitet fylder. Jeg kan huske, hvordan vi satte kors op på landevejen mellem Svendborg og Odense, og hvordan det har ændret hele Sydfyn, at der er kommet en motorvej,” lød den personlige beretning.

Det samme vil gælde i de meget store områder, der får gavn af Ny Midtjysk Motorvej – både for private borgere og de mange virksomheder i det midtjyske industribælte samt for alle de trafikanter, der dagligt plages af trængsel på E45.

Corona-krisen gav en kort periode med faldende vejtrafik, men nu er problemet med trængsel vendt tilbage for fuld styrke. De seneste tal fra Vejdirektoratet viser f.eks., at antallet af biler på Vejle Fjord-broen allerede i efteråret 2021 overhalede trafikken før corona – og for længst har passeret grænsen for kritisk trængsel.

Download grafik i PDF-format
Download grafik i JPG-format

 

“Vejle Fjord-broen er den helt store flaskehals, og der findes kun én langsigtet løsning på problemet – anlæg af hele Ny Midtjysk Motorvej. I første omgang er det oplagt at forlænge den vedtagne strækning Give-Billund videre til motorvej E20 vest for Kolding. Det vil tage noget af trykket fra Vejle Fjord, indtil der kan findes finansiering til den videre strækning sydpå mod Haderslev,” siger formand for Hærvejskomitéen, adm. direktør Jan Hessellund, Billund Lufthavn.

“Sidste års store trafikforlig var en god start, men samfundet får først fuld gevinst, når hele strækningen nord til syd er gennemført. En halv motorvej med hul i midten giver selvfølgelig ikke den fulde aflastning af E45 og den forbedring af infrastrukturen, som hele erhvervslivet appellerer meget kraftigt om,” påpeger formanden.

“Af hensyn til de mange berørte borgere og virksomheder vil vi arbejde hårdt for at få truffet beslutning om linjeføringen for den nordlige del af projektet – hele vejen fra Give til koblingen med E45 i Nordjylland, så folk ikke skal svæve mange år i uvished.”

Jan Hessellund glæder sig over den positive toner fra transportministeren og vil lægge sig i selen for at sikre politisk flertal for at gennemføre de manglende strækninger.
“Vi fortsætter arbejdet for at lukke hullerne i Ny Midtjysk Motorvej – også på den nordlige del – og komitéen er klar til at knokle videre for sagen de kommende år.”

Udover den saglige tilgang fra den nye transportminister kunne generalforsamlingen glæde sig over valget af en ny stærk holdopstilling for Hærvejskomitéens styregruppe.
Den forstærkes til det fremtidige arbejde med Haderslevs nye borgmester Mads Skau, samt adm. direktør og hovedaktionær i Mascot International A/S, Michael Grosbøl,
og transportdirektør Peter Sørensen, Arla Foods.

Sammen med de andre gode kræfter i styregruppen er de klar til den fortsatte kamp for realisering af hele Ny Midtjysk Motorvej, der en god investering for samfundet med en flot forrentning af projektet.

For yderligere kommentarer og uddybning – kontakt:
Formand for Hærvejskomitéen, adm. dir. i Billund Lufthavn, Jan Hessellund, mobil 27 78 99 27
Sekretariatschef for Hærvejskomitéen, erhvervsdirektør Henrik Hansen, mobil 40 13 44 74

Presseservice og yderligere baggrundsinfo:
Kurt Henriksen, Blue Sail PR & Design, mobil 40 54 21 33, mail: kh@bluesail.dk

 

  • NYHEDER

Jan Hessellund ny formand for komitéen

PRESSEMEDDELELSE 1. september 2021 Adm. direktør Jan Hessellund, Billund Airport, afløser Læs mere


Generalforsamling afventer endelig dato

Corona-pandemien fortsætter som bekendt med at komme på tværs af en masse planlægning, Læs mere


Nyhedsbrev med julehilsen fra formanden

Det Herrens corona-år 2020 går på hæld, og det er tid for årets sidste nyhedsbrev. Læs om d Læs mere